Første Semifinale, en gennemgang - nu med kommentarer

Følgende lande gik videre:

Finland (Paradise Oskar - Da Da Dam):

Charmerende og musikalsk enkeltmandspræstation. Det er helt klart en af mine favoritter, og på publikums reaktion igår, ligeledes generelt populær.

Schweiz (Anna Rossinelli - In Love For A While):

Den lidt mindre charmerende og musikalske version af Finland. Forstået på den måde, at den har noget af samme minimalistiske lyd, men trioen ikke fylder helt så meget, som den gode Paradise Oskar.

Island (Sjonni's Friends - Coming Home):

OK melodi, men uden at være prangende. Lidt schlager-swing kombineret med den tragiske historie om Sjonni Brink, der døde inden sin optræden i Melodi Grand Prix. Som en slags musikalsk føniks overtog vennerne hans sted og sang, hvorefter de vinder Islands Melodi Grand Prix.

Selvfølgelig burde den gå videre fra første semifinale, men bør på ingen måde være sikret en god placering i finalen.

Ungarn (Kati Wolf - What About My Dreams):

Den her forstår jeg så ikke. En kæmpe favorit i underverdenen af mere hardcore ESC-fans, dog uden at jeg helt kan forklare, hvorfor det er tilfældet. Det må vel være noget med at sangen er en klassisk ESC sang, der er udført efter kunstens regler. Den siger mig intet, men skal sikkert klare sig fint i finalen.

Serbien (Nina - Caroban):

60'er/70'er teenybopper flower power pop. En glad lille sang sunget på nationalsproget. Den kan ikke siges at være nyskabende eller ville udfordre musikkens grænser, men omvendt så holder den sig fint i sit lille univers.

Azerbaijan (Eldar & Nigar - Running Scared):

Jeg vælger at skrive Azerbaijan på originalsproget, og ikke den danske version af navnet. Det er nemlig, fordi landets navn skal udtales fladt og således "Asser-BAJ-jaan". Det er den korrekte måde (læs: mest underholdende) at udtale Azerbaijan på. Selvom det ikke er den korrekte måde (læs: korrekte) at udtale landet på. Men nok om det.

Ikke nogen dårlig sang, hvis ikke det lige var for sammenfaldet med Kate Bush's Running Up That Hill (Azerbaijan vs. Kate Bush). Men hvad? Det at være kraftigt inspireret af andre sange, er jo stort set en del-disciplin i ESC.

Litauen (Evelina Sašenko - C'est Ma Vie):

Udover selvfølgelig at være den kunster og titel, der er mest udenlandsk at skrive (info: š er Alt+0154, hvor Š er Alt+0138), så er det ikke den store oplevelse.

Melodi og tekst er som snydt ud af en af Disneys kropsåbninger. Hvad der næsten gør det mere autentisk er at Evelina Sašenko nærmest selv en ligner en sød Disney tegning.

Godt med sukker på, ikke lige mig.

Georgien (Eldrine - One More Day):

En hæslig fad blanding af Evanescence og Linkin Park. Kedelig musik med en hæderlig sangerinde, og tilslutning fra en klæg satan af en rapper. Bare at tænke på nummeret får mig til at gabe.

Rusland (Alexey Vorobyov - Get You):

Og gabet fortsætter. Svenske RedOne, der tidligere har skrevet for Lady Gaga, har begået dette nummer. Det skal han ikke nødvendigvis være stolt af. Sangen er komplet ligegyldig pop med monoton musik og uinteressant tekst. Jeg tror på Rusland nok skal få en udmærket placering i finalen, men det burde de ikke.

Grækenland (Loucas Yiorkas ft. Stereo Mike - Watch My Dance):

Aftenens absolut dårligste nummer gik også videre.

Watch My Dance starter med Stereo Mike, der rapper på engelsk.

Stereo Mike er som taget ud af primo 90'ernes dance-rap. Selvfølgelig med den modifikation, at han ville have været for elendig til selv den lave, lave standard i 90'erne. Herefter toner Loucas Yiorkas i på græsk med en lyd, man af venlighed mest af alt kan beskrive som en effektiv alarm-tone.

Men, men, men:

Norge gik ikke videre!?!

- hvad sker der lige for Europa?

I aften er det Melodi Grand Prix Semifinale aften... der' meget længe til

Så blev det dagen, hvor den første Semi-finale i Melodi Grand Prix alias Eurovision Song Contest ruller over skærmen.

Jeg glæder mig som en lille bæver til i aften. Egentligt værdsætter jeg Melodi Grand Prix ironisk, men på den anden side går jeg også lidt for meget op i det. Så nok per noget der ligner Stockholm Syndrom, går jeg op i ESC både i ironisk og oprigtigt. Det er vel kognitiv dissonans, om noget.

Jeg var svært tilfreds med de programmer, de hed "Før Melodi Grand Prix". Ikke dem der bare viser videoerne, nej, dér hvor der også er et helt skandinavisk panel med Christer Björkman som vært. Programmet var næsten det bedste ved hele Melodi Grand Prix affæren. Man så videoerne, hørte musikken, og fik dem kommenteret mere eller mindre humoristisk og/eller kritisk. Det startede med Keld Heick som repræsentant for Danmark, og i de senere år var det Adam Duvå Hall.

Hvorfor findes det program ikke mere? Øv!

Heldigvis er Sverige et land, der svælger i alt der har at gøre med Eurovision Song Contest. Derfor har svenskerne et program på statskanalen SVT der hedder "Inför Eurovision Song Contest". På mange måder samme program som det skandinaviske, men kun med svenske panelister. Det har stadig Christer som vært, men også (svensk)finske Thomas Lundin, der repræsenterede Finland i "Før Melodi Grand Prix", er med i panelet.

Heldigvis kan det ses på nettet:

SVTs Før Eurovision Song Contest

""

Det er ikke bare underholdende at se programmet, men selve det tekniske har SVT også lavet ret lækkert.

Jeg brugte 4 timer i lørdags, og det er jeg langt fra utilfreds med. Man kan nå at se de første 2 programmer, der handler om første semifinale, inden i aften. Så er der tid onsdag og torsdag til at se det sidste par udsendelse med landene, der er i anden semifinale (og de fem store), inden torsdag.

PS; Danmark er i anden semifinale - og derfor program 4.

Desuden er det ret sjovt at se Andreas Johnson kommentere Danmark. Det er nemlig ham som sang "Sing For Me", som danske A Friend in Londons "New Tommorrow" ikke lyder det helt modsatte af.

Den som Dræber....Taber?

Jeg læste denne artikel på dr.dk TV 2 overvejer at aflive Den som Dræber.
Kort fortalt handler den om, at TV2's drama satsning, "Den som Dræber", er tæt på at få øksen af Programdirektør Palle Strøm. Dette sker efter seertallet er faldet til nær 1/3 af de 1,5 mio. seere, der startede med at se den. Desuden har den modtaget kritik, for at være for voldelig.

Efter at have set 2-3 af dobbeltafsnittene (altså cirka. 6 afsnit) de foregående søndage, gav jeg endelig op denne søndag.
Hvis nogen skulle spørge, så valgte jeg "Upstairs/Downstairs" alias "Herreskab og Tjenestefolk" på DR1 i stedet.

Så umiddelbart er jeg ikke den eneste dansker, der har valgt "Den som Dræber" fra. Så hvorfor fænger serien ikke mere? Overordnet mener jeg at der er to problemer med serien: Plot-opbygning/afviklingen og karaktererne.

"Den som Dræber" er ligesom f.eks DRs "Livagterne" 2-parts afsnit. Det vil sige at i første afsnit er der opbygning af plot samt cliff-hanger til andet afsnit. I andet afsnit kommer så pay-off og afklaringen af problematikken.

Dette er der ikke nødvendigvis noget galt med. Men for at det fungerer, skal der være sideløbende handlinger ved siden af central-plottet på de 2 afsnit, som bliver afviklet over flere end 2 afsnit. Herved kan man løbende opbygge og afvikle sideplots. Det får serien til at virke multifacetteret og 3 dimensional, hvilket alt andet lige giver seeren en større indlevelse i serien, og ikke mindst gør den mere spændende. Desuden har det også den fordel, at man kan trække et sideplot ind i centralproblematikken, eller simpelthen opbygge et sideplot så meget, at det bliver centralplottet for et par afsnit.

"Den som Dræber" gør den fejl at underprioritere sideplots, for at give plads til centralplottet. Derved bliver den smule sideplot, man giver plads til, meget forfladiget og nærved irrelevant. Selvfølgelig kan man leve med nedprioriterede sideplot, hvis så hovedplottet er forvaltet således det fylder godt ud.
Dette gør serien delvist godt. Den er ganske udemærket til at opbygge problematik og scenario i første afsnit; men så er det også ligesom gassen går af ballonen i andet afsnit. Når andet afsnit så ruller over skærmen, er der lidt tomgang, men så går regnestykkerne pludseligt alle sammen op, og bliver løst på ingen tid.

Billedligt talt virker det lidt som om man cykler op af et bjerg, hvor man kæmper for hver eneste meter. På toppen flader det ud en smule, inden man sendes ned af den anden side i en rasende fart. Det er en noget ujævn oplevelse.

Hvis der insisteres på så meget opbygning, bør forløsningen ligge på mere end 2 afsnit. 3, måske endda 4-5 afsnit, ville være mere passende. Som serien er lavet, får man valuta for 1½ afsnit, for hver gang man har set 2. Hvis man havde valgt at være rigtigt kæk, kunne man have prøvet et koncept med 2½ afsnit. Så ville der være god tid til at opbygge, og afslutte det mindeligt. Desuden havde man så et ½ afsnit til at opbygge det næste plot.

Det bringer os så til det andet problem, jeg har med serien: Karakterene.

Jeg nævner karakterene, pluralt, men på mange måder burde jeg have skrevet karakteren, singulært, i stedet. Det meste handler om Laura Bach's Katrine Ries Jensen. De fleste andre karakterer i serien er på mange måder glorificerede statister, hvis personlighed og råderum er hen ad det 2 dimensionselle.

Når man har en hovedperson er det klassiske at vælge den gode arketype, altså "helten".

Så er der anti-helten, der trods sin fejlbarlige personlighed og karakterbrister, for det meste ender med at at gøre det rigtige, eller i hvert fald prøver. Et godt eksempel på denne type hovedperson er Dr. House i serien House.
En tredje hovedperson, som dog virker bedst i komedieserier, er narren. Narren er kort fortalt et fjols, der enten overlagt eller ved ubetænksomhed, kommer til at ligge andre til last. Narren har det med at blive straffet i større eller mindre grad for sin opførsel. Har man set en af "The Office" serierne, kender man til narren.

Der kan selvfølgelig også være hybrider. F.eks er Fran Hvam i Klovn eller Larry David i Curb Your Enthusiasm, som er en blanding mellem anti-helt og nar.

"Den som Dræber" har en mærkværdig hovedrolletype: Den egoistiske og selvretfærdige gimpe, der uanfægtet bliver ved med at begå fejl. Men uanset hvor meget det går ud over andre eller hvor usympatisk hun opfører sig, kommer hun godt ud af situationen. (Det er sjovt nok meget af det samme der gør sig gældende for Lykke i serien Lykke).

Katrine Ries Jensen er ubetænksom og egenrådig. Hun gør kun hvad hun selv vil, og tit ender det med at være det absolut dårligste valg. Alligevel er det småt med konsekvenser fra hendes overordnede, og det ender som regel med at de andre karakterer alligevel danser efter hendes pibe.

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal holde af Katrine Ries Jensen som hovedperson? Hun optræder konstant usympatisk, og det er minimalt hvad hun lærer af sine utallige fejltagelser.

Giv mig en smule personlig udvikling, et par sympatiske karaktertræk, eller bare et eller andet som gør, at jeg skal ønske noget positivt for karakteren Katrine.

Som førnævnt er der ikke levnet meget plads til andet end hovedpersonen, mens de andre karakterer er en hårsbredde fra at være papirtynde. Der er ikke meget indblik i andre end Katrine.

Næstmest er Jacob Cedergrens (som ikke kan undgå at være en god skuespiller, uanset hvor lidt han arbejder med) karakter Thomas Schaeffer. Men da det mest går ud på at vise "det kan slide på familielivet, hvis man går meget op i sit arbejde" ender det med at forekomme ganske påtaget.


Selvom det godt kan lyde sådan, så hader jeg ikke serien. Jeg håbede på de bedste, hvad jeg stadig ønsker serien. Desværre er der bare så mange løse ender, at man oplever for mange irritationsmomenter, til at blive grebet af "Den som Dræber".