Kort fortalt handler den om, at TV2's drama satsning, "Den som Dræber", er tæt på at få øksen af Programdirektør Palle Strøm. Dette sker efter seertallet er faldet til nær 1/3 af de 1,5 mio. seere, der startede med at se den. Desuden har den modtaget kritik, for at være for voldelig.
Efter at have set 2-3 af dobbeltafsnittene (altså cirka. 6 afsnit) de foregående søndage, gav jeg endelig op denne søndag.
Hvis nogen skulle spørge, så valgte jeg "Upstairs/Downstairs" alias "Herreskab og Tjenestefolk" på DR1 i stedet.
Så umiddelbart er jeg ikke den eneste dansker, der har valgt "Den som Dræber" fra. Så hvorfor fænger serien ikke mere? Overordnet mener jeg at der er to problemer med serien: Plot-opbygning/afviklingen og karaktererne.
"Den som Dræber" er ligesom f.eks DRs "Livagterne" 2-parts afsnit. Det vil sige at i første afsnit er der opbygning af plot samt cliff-hanger til andet afsnit. I andet afsnit kommer så pay-off og afklaringen af problematikken.
Dette er der ikke nødvendigvis noget galt med. Men for at det fungerer, skal der være sideløbende handlinger ved siden af central-plottet på de 2 afsnit, som bliver afviklet over flere end 2 afsnit. Herved kan man løbende opbygge og afvikle sideplots. Det får serien til at virke multifacetteret og 3 dimensional, hvilket alt andet lige giver seeren en større indlevelse i serien, og ikke mindst gør den mere spændende. Desuden har det også den fordel, at man kan trække et sideplot ind i centralproblematikken, eller simpelthen opbygge et sideplot så meget, at det bliver centralplottet for et par afsnit.
"Den som Dræber" gør den fejl at underprioritere sideplots, for at give plads til centralplottet. Derved bliver den smule sideplot, man giver plads til, meget forfladiget og nærved irrelevant. Selvfølgelig kan man leve med nedprioriterede sideplot, hvis så hovedplottet er forvaltet således det fylder godt ud.
Dette gør serien delvist godt. Den er ganske udemærket til at opbygge problematik og scenario i første afsnit; men så er det også ligesom gassen går af ballonen i andet afsnit. Når andet afsnit så ruller over skærmen, er der lidt tomgang, men så går regnestykkerne pludseligt alle sammen op, og bliver løst på ingen tid.
Billedligt talt virker det lidt som om man cykler op af et bjerg, hvor man kæmper for hver eneste meter. På toppen flader det ud en smule, inden man sendes ned af den anden side i en rasende fart. Det er en noget ujævn oplevelse.
Hvis der insisteres på så meget opbygning, bør forløsningen ligge på mere end 2 afsnit. 3, måske endda 4-5 afsnit, ville være mere passende. Som serien er lavet, får man valuta for 1½ afsnit, for hver gang man har set 2. Hvis man havde valgt at være rigtigt kæk, kunne man have prøvet et koncept med 2½ afsnit. Så ville der være god tid til at opbygge, og afslutte det mindeligt. Desuden havde man så et ½ afsnit til at opbygge det næste plot.
Det bringer os så til det andet problem, jeg har med serien: Karakterene.
Jeg nævner karakterene, pluralt, men på mange måder burde jeg have skrevet karakteren, singulært, i stedet. Det meste handler om Laura Bach's Katrine Ries Jensen. De fleste andre karakterer i serien er på mange måder glorificerede statister, hvis personlighed og råderum er hen ad det 2 dimensionselle.
Når man har en hovedperson er det klassiske at vælge den gode arketype, altså "helten".
Jeg nævner karakterene, pluralt, men på mange måder burde jeg have skrevet karakteren, singulært, i stedet. Det meste handler om Laura Bach's Katrine Ries Jensen. De fleste andre karakterer i serien er på mange måder glorificerede statister, hvis personlighed og råderum er hen ad det 2 dimensionselle.
Når man har en hovedperson er det klassiske at vælge den gode arketype, altså "helten".
Så er der anti-helten, der trods sin fejlbarlige personlighed og karakterbrister, for det meste ender med at at gøre det rigtige, eller i hvert fald prøver. Et godt eksempel på denne type hovedperson er Dr. House i serien House.
En tredje hovedperson, som dog virker bedst i komedieserier, er narren. Narren er kort fortalt et fjols, der enten overlagt eller ved ubetænksomhed, kommer til at ligge andre til last. Narren har det med at blive straffet i større eller mindre grad for sin opførsel. Har man set en af "The Office" serierne, kender man til narren.
Der kan selvfølgelig også være hybrider. F.eks er Fran Hvam i Klovn eller Larry David i Curb Your Enthusiasm, som er en blanding mellem anti-helt og nar.
"Den som Dræber" har en mærkværdig hovedrolletype: Den egoistiske og selvretfærdige gimpe, der uanfægtet bliver ved med at begå fejl. Men uanset hvor meget det går ud over andre eller hvor usympatisk hun opfører sig, kommer hun godt ud af situationen. (Det er sjovt nok meget af det samme der gør sig gældende for Lykke i serien Lykke).
Katrine Ries Jensen er ubetænksom og egenrådig. Hun gør kun hvad hun selv vil, og tit ender det med at være det absolut dårligste valg. Alligevel er det småt med konsekvenser fra hendes overordnede, og det ender som regel med at de andre karakterer alligevel danser efter hendes pibe.
En tredje hovedperson, som dog virker bedst i komedieserier, er narren. Narren er kort fortalt et fjols, der enten overlagt eller ved ubetænksomhed, kommer til at ligge andre til last. Narren har det med at blive straffet i større eller mindre grad for sin opførsel. Har man set en af "The Office" serierne, kender man til narren.
Der kan selvfølgelig også være hybrider. F.eks er Fran Hvam i Klovn eller Larry David i Curb Your Enthusiasm, som er en blanding mellem anti-helt og nar.
"Den som Dræber" har en mærkværdig hovedrolletype: Den egoistiske og selvretfærdige gimpe, der uanfægtet bliver ved med at begå fejl. Men uanset hvor meget det går ud over andre eller hvor usympatisk hun opfører sig, kommer hun godt ud af situationen. (Det er sjovt nok meget af det samme der gør sig gældende for Lykke i serien Lykke).
Katrine Ries Jensen er ubetænksom og egenrådig. Hun gør kun hvad hun selv vil, og tit ender det med at være det absolut dårligste valg. Alligevel er det småt med konsekvenser fra hendes overordnede, og det ender som regel med at de andre karakterer alligevel danser efter hendes pibe.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal holde af Katrine Ries Jensen som hovedperson? Hun optræder konstant usympatisk, og det er minimalt hvad hun lærer af sine utallige fejltagelser.
Giv mig en smule personlig udvikling, et par sympatiske karaktertræk, eller bare et eller andet som gør, at jeg skal ønske noget positivt for karakteren Katrine.
Som førnævnt er der ikke levnet meget plads til andet end hovedpersonen, mens de andre karakterer er en hårsbredde fra at være papirtynde. Der er ikke meget indblik i andre end Katrine.
Giv mig en smule personlig udvikling, et par sympatiske karaktertræk, eller bare et eller andet som gør, at jeg skal ønske noget positivt for karakteren Katrine.
Som førnævnt er der ikke levnet meget plads til andet end hovedpersonen, mens de andre karakterer er en hårsbredde fra at være papirtynde. Der er ikke meget indblik i andre end Katrine.
Næstmest er Jacob Cedergrens (som ikke kan undgå at være en god skuespiller, uanset hvor lidt han arbejder med) karakter Thomas Schaeffer. Men da det mest går ud på at vise "det kan slide på familielivet, hvis man går meget op i sit arbejde" ender det med at forekomme ganske påtaget.
Selvom det godt kan lyde sådan, så hader jeg ikke serien. Jeg håbede på de bedste, hvad jeg stadig ønsker serien. Desværre er der bare så mange løse ender, at man oplever for mange irritationsmomenter, til at blive grebet af "Den som Dræber".
Selvom det godt kan lyde sådan, så hader jeg ikke serien. Jeg håbede på de bedste, hvad jeg stadig ønsker serien. Desværre er der bare så mange løse ender, at man oplever for mange irritationsmomenter, til at blive grebet af "Den som Dræber".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar